Berlingske dk venner personlig kode

Gennem Digital Plus gives du mulighed for at lytte til artikler. Adgang hertil opnås øjeblikkeligt. Vent nu, lad os få afspillet den podcast. Det var kærlighed med det samme. Jeg havde ikke forventet, at en person som ham ville indgå venskab med en som mig. Måske oplevede han en lignende fornemmelse angående mig. Nikolaj bærer lyst hår, som næsten er hvidt. Når han skridter frem, bemærkes hans hjulbenede gang.

Dette har medført en belastning på hans ankler. Derfor kan han ikke længere deltage i fodbold. Han er en smule kortere end jeg. Ikke markant. Hans øjne er blå. Jeg derimod har mørkt hår, tæt på sort. Når jeg bevæger mig, ses mine hulfødder tydeligt. Dette har tæret på mine knæ. Hvilket betyder, at jeg ikke længere kan spille squash.

Mine øjne er brune. Nikolajs forældre deler adresse i et hus beliggende i Nordsjælland. De fremstår i mine øjne fuldstændig normale, og et smil pryder altid deres læber, når de ser mig. Mine egne forældre er derimod skilt. De bebor hver deres lejlighed i København. Jeg anser dem ikke for at være fuldkommen normale, og de smiler sjældent, når de møder mig.

Nikolajs døtre er vokset op. Min datter er stadig et barn. Han råder over en stor villa i Hellerup. Jeg ejer en beskeden andel på Nørrebro. Hans hustru er skøn. Hun kaldes Nan. Min ægtefælle er derimod flyttet. Hendes navn er May. Nikolaj besidder en sikker indkomst, hvilket jeg mangler. Jeg opsøger seksuelle eventyr, det gør han ikke.

Han tager på overdådige skiferier til Østrig, mens jeg frekventerer discountbarer i Beirut. Når jeg skal have udskiftet en pakning, ringer jeg til ham. Når han skal have et træ fjernet med rode, udfører han det selv. Når Nikolaj bliver skuffet over mig, forbliver han tavs. Når jeg oplever skuffelse over Nikolaj, råber jeg derimod højt. Og vi har oplevet det hele sammen.

Morgentågen over Prags broer, svøbt i øldampe. Berlinmurens fald, set gennem hashtåger. Vi har trykket håndflader mod panserglasset i hovedfængslet i New Orleans. Jeg fra indersiden, han fra ydersiden. Vi har holdt tårevædede taler for hinanden. Til dåb, konfirmationer, bryllupper. Vi har danset sammen, da vores hår var langt, da vi fik det klippet kort, og da det igen voksede langt. Vi har bevidnet hinandens successer og fiaskoer i livet.

Som sønner, som mænd og som fædre. Vi har set tårerne i den andens øjne, indåndet den andens frygt, og hørt den andens glædesudbrud. Men vi diskuterer det sjældent indgående. Faktisk taler vi ikke om noget af betydning. Hvilken grund skulle vi have til det? Det skal ikke forringes ved at blive oversvømmet med ord.

Af den årsag vil jeg heller ikke sætte ord på, hvor højt jeg værdsætter min ven, Nikolaj. Maise Njor. Uden dem ville man være intet. For venner er de individer, der udfordrer dig, beriger dig og driller dig. De tjener som dine livsvidner og dit moralske kompas, dine mest udtalte kritikere - og dine loyale, omend ikke overstrømmende, fans.

Sande venner er dem, der: - Leende mindes noget, I udvekslede for tolv år siden. Hvis de er nyere venner, ler de, som om de også erindrer historien. Selv om de tydeligt kan høre, at man ikke synes, de er særligt gode. Og de finder det også komisk, at man senest spiste dild i forgårs. Og man besvarer naturligvis igen. Ligesom Birgitte, der altid formår at spørge ind til folk, indtil de bliver interessante.

Eller Pernille, som kan præsentere en sandhed med stor nænsomhed. Eller Iben, der evner at sammenfatte en betydningsfuld samtale til én vis sætning.