Alfabet med store og små bogstaver

Dansk I henhold til dansk sprogbrug gælder følgende særlige bestemmelser: bogstavkombinationen "aa" bør behandles som "å", når den udtales som en enkelt vokal, uafhængigt af om den repræsenterer en a-lyd eller en å-lyd. Såfremt det eneste distinktionspunkt mellem to ord er, at det ene indeholder "å" og det andet "aa", skal ordet med "å" placeres foran det andet.

"Aa" skal kun betragtes som to separate "a'er", når de udtales som distinkte vokaler, det vil sige, når de tilhører hver sin stavelse, som eksemplificeret i ordet "ekstraarbejde". Fremmede bogstaver og accenttegn: "ü" sorteres som "y", "ä" som "æ", "ö" som "ø", "ð" som "d", "þ" som "th", og "œ" som "oe". Hvis den eneste forskel mellem to ord er tilstedeværelsen af et fremmed bogstav i det ene, og dets tilsvarende danske bogstav i det andet, skal ordet med det konventionelle danske bogstav rangeres først.

Ved alfabetisk rangering ignoreres accenttegn fuldstændigt. Eksempelvis behandles "é", "è" og "ë" som "e", og "č" og "ç" som "c". Såfremt den eneste forskel mellem to ord er, at det ene er forsynet med et accenttegn, mens det andet ikke er, skal ordet uden accent have forrang. Kilde: Retskrivningsordbogen. Frem til en vis periode blev "v" og "w" alfabetiseret som ét og samme bogstav, hvor "w" blev betragtet som en variation af "v".

Fra en given periode til en anden var den officielle praksis, at det skulle placeres først i alfabetet. Dette resulterer blandt andet i visse fejl i Wikipedias sorteringsmekanismer: "Aa" bliver aldrig betragtet som "å". Der skelnes mellem store og små bogstaver, hvor de store bogstaver rangerer før de små. "Æ", "ø", "å" samt samtlige bogstaver med accenttegn, både i lille og stor form, placeres efter det lille "z" i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge, der inkluderer elementer som: "å", "æ", "é", "ê", "ö", "ø".

Biblioteker Bibliotekerne anvender en standardiseret metode til alfabetisk organisering af bibliografiske oplysninger i kataloger, bibliografier, bibliografiske databaser og lignende. En ofte overset detalje er, at bestemte og ubestemte artikler som "en", "et", "den", "det" ignoreres ved alfabetisering af fortegnelser.

En anden specifik tilgang er den særlige håndtering af sammensatte efternavne ved alfabetisering. Ortografiske særtegn Som ortografiske særtegn betragtes diakritiske tegn, herunder accenter og omlydstegn, som er symboler tilknyttet bogstaver, f.eks. accent aigu og accent grave. Visse af disse symboler har deres oprindelse i den gotiske skrift, såsom forskellige former for "s", og "f".

De to typer af "s" anvendes forskelligt i dansk og tysk. I Danmark blev den gotiske skrift officielt afskaffet i en bestemt periode, og i Sverige i starten af samme århundrede. Tyskerne benævner den "die deutsche Schrift", selvom den i det mindste i Skandinavien har været anvendt i århundreder, både i trykt og håndskrevet form, og man finder ligeledes polske, tjekkiske, litauiske og finske skrifter i gotisk stil.

I Tyskland blev gotisk skrift benyttet frem til efter Anden Verdenskrig. Et kendt udtryk siger, at "kært barn har mange navne", og dette er i høj grad sandt. Forskellige typografiske snit får forskellige betegnelser af bogtrykkeren, og der eksisterer forskelle, som den gennemsnitlige person har svært ved at følge med i. Her foretages der kun en skelnen mellem to primære former: gotisk skrift og latinsk skrift.

Den gotiske skrift stammer fra en bestemt periode og er karakteriseret ved sine kantede linjer og meget varierende stregtykkelser. På dansk benævnes trykskriften ofte "krøllede bogstaver". Et andet navn er frakturskrift, og selvom dette i bogtrykkerfagsproget er en underart af gotisk skrift, der opstod i en specifik periode. På engelsk bruges termen "blackletters" om trykt gotisk skrift og "German hand" om den håndskrevne version.

På grund af sit dystre udseende og associationer til gotisk kultur er den gotiske skrift i moderne tid blevet anvendt adskillige gange i kulturelle sammenhænge, såsom inden for black og gothic metal. Med "latinsk skrift" henvises til alle de skrifttyper, der i dag er udbredte og kendes som "almindelige bogstaver".

Omlydstegnet ¨ Omlydsprikkerne stammer fra to parallelle streger, som udgør et stiliseret håndskrevet "e" placeret over omlydsvokalen. Det er almindeligt kendt, at det tyske omlydstegn, Umlaut, kan erstattes af et efterfølgende "e". Hvis man ikke har mulighed for at skrive "ä" på en skrivemaskine, kan man i stedet anvende "ae".

I mange år blev tyskerne mindet om denne mulighed, når de modtog edb-udskrifter. Men hvad er relationen mellem "e" og omlydstegnet ¨? Oprindelsen af omlydstegnet skal findes i, at et gotisk håndskrevet "e" i sin grundform består af to parallelle streger. Et sådant "e" skrevet over et bogstav blev hurtigt reduceret til to streger, og da disse blev forkortet, resulterede det i to prikker.

Man kan faktisk finde en række eksempler i både gotisk og latinsk skrift, hvor omlyden er angivet ved et regulært "e" over omlydsvokalen. I den trykte gotiske skrift skelnes der ikke mellem "I" og "J" som store bogstaver, så når man i en tryksag så et navn som "I. Iacobsen", kunne man ikke med sikkerhed afgøre, om det første "I" repræsenterede "I" eller "J", hvorfor man sagde "I.

Jacobsen", selvom personen måske hed Jens Christian. Helt op til nutiden har forfatteren Jens Peter Jacobsen været kendt som "I. Jacobsen", og flere lignende eksempler kunne fremhæves.

Kryds- og tværsløserentusiaster er desuden klar over, at man i krydsordsopgaver ofte anvender "I" til at repræsentere både "I" og "J". Læsebog med Billeder 1. Del udgivet af Julie Heins. København. Der foretages en distinktion mellem "ø" og "ö". I henhold til retskrivningen fra en bestemt periode var der en differentiering mellem to former for "ø" på dansk, nemlig "ø" og "ö".

I ABC-bøger frem til en given periode blev ordet "öm" stavet med "ö", idet det repræsenterer et åbent "ø". I ord som "hø", "sø" og "tø" anvendes "ø", da "ø" her skal udtales lukket. Hvad gör hunden? Den gør. Gotiske s-former På dansk skrives det korte "s" i slutningen af en stavelse, mens det på tysk kun anvendes i slutningen af et helt ord.

Et stort "S" kan have et varierende udseende afhængigt af skriftstilen. Dette er rent typografisk betinget og indebærer ingen reel forskel. Der er dog to distinkte former for små "s". Den ene ligner det konventionelle latinske "s" og betegnes som "kort s", uden at dette bør tillægges fonetisk betydning. Den anden form har i ethvert givent skriftstilsnit et udseende, der minder om et "f" uden tværstreg, og betegnes som "langt s".

Der er forskel på anvendelsen i dansk og tysk. På dansk anvendes "kort s", når det er det sidste bogstav i stavelser og ord, og andre steder anvendes "langt s". På tysk benyttes "kort s" udelukkende som det sidste bogstav i et ord. Dette følger samme princip som for de to "s"-former, der findes på græsk. Det tyske "dobbelt-s", ß, kan i dag transskriberes som "ss", men tidligere blev det transskriberet som "sz", hvilket også er dets oprindelse, en ligatur af det gotiske "langt s" og "z".

I de tysktalende områder af Schweiz anvendes udelukkende "ss". Latinske s-former Gotisk h og latinsk s. Normalt kender vi i latinsk skrift kun én form for lille "s". Det "lange s", der har et udseende som et "f" uden tværstreg, kan imidlertid forekomme. Det seneste eksempel, jeg kender til, er i min 7. udgave.

I håndskrevne udgaver fremstår det lange latinske "s" på samme måde som et håndskrevet gotisk "h". I middelalderens latinske skrifter begynder en distinktion mellem "u" og "v" gradvist at etablere sig visse steder, men med varierende omfang. I den angelsaksiske kultur har man i latinsksprogede skrifter i vid udstrækning anvendt "u" til både "u" og "v", mens vi har været vant til en skelnen mellem "u" og "v", undtagen efter "g" og "q", hvor "u" oftest anvendes, selvom det udtales som "v", f.eks.

i "quinta". Geminationsstreg En konsonant med en streg over skal fordobles. En streg placeret over en konsonant indikerer, at tegnet skal gentages. Geminationsstregen er stort set gået af brug, men den kan stadig findes i ældre håndskrifter og lejlighedsvis på skilte. Hvis der i ordet "samen" skrives en vandret streg over "m'et", skal det læses som "sammen". Udtale Udtalen af "c" var i klassisk latin altid som "k", men i middelalderlatin ændrede udtalen sig til "s", når "c" stod foran en fortungevokal, og den samme udtaleregel gælder i dag på dansk, tysk, fransk, engelsk og en række andre sprog.

"C" udtales som "s" foran en fortungevokal (e, i, y, æ, ø, å), f.eks. i "ceder" og "cirkus". "C" udtales som "k" foran en bagtungevokal (a, o, u), foran de fleste konsonanter og i ordslutning, f.eks. i "caput", "credo", "curriculum" og "ac".